Den daglig pleje af vulva

Udarbejdet af
Susanne Christau, speciallæge i gynækologi og obstetrik

Hvad menes der med den daglige pleje af vulva?
Med den daglige pleje af vulva menes der pleje af slimhinderne i vulva.
Vulva er opbygget af hud, slimhinder og kirtler. Fra skeden kan der komme udflåd og dette udflåd opretholder et rent og sundt miljø i området. Udflådet beskytter dermed huden, skeden og slimhinderne.

Kan der være problemer med at vaske vulva?
Huden og slimhinderne i vulva er sarte og der kan derfor let opstå irritative tilstande, hvis man ikke overholder visse forholdsregler.
Undgå derfor:

  • hyppig vask af vulva, da for hyppig vask medfører en ændring af den normale pH-værdi i vulva
  • brug af shampoo og sæbe
  • brug af deodoranter, parfumer eller lignende i vulva
  • at tørre vulva for meget efter bad
  • at anvende en hårtørrer, som kan irritere huden i vulva

Du kan med fordel:

  • vaske vulva med lunket vand i badet
  • anvende en body shower med en bestemt pH-værdi (kan fås på apoteket, i Matas og i Normal)
  • smøre vulva med olie før du går i bad. Brug for eksempel mandelolie, jordnøddeolie eller olivenolie. (OBS! Visse babyolier kan indeholde salicylsyre og dette kan give svie)

Hvad med tøj?
Undgå for tætsiddende tøj, da dette forhindrer luft til vulva. Brug gerne undertøj af ren bomuld. Vask dit undertøj i hud- og miljøvenligt sæbe og undgå skyllemidler. Sov gerne uden trusser eller med noget let og løstsiddende undertøj.

Hvad ellers er godt at vide?
Undgå så vidt muligt dagligt brug af trusseindlæg uden for menstruationsperioden. Skift hellere til et par rene trusser.
Tøm blæren efter samleje, da dette mindsker risikoen for blandt andet urinvejsinfektioner og anvend eventuelt mandelolie som glidecreme.
P-piller kan hos nogen udtørre slimhinderne i vulva. Kontakt din egen læge, hvis du oplever dette.

I perioder hvor huden føles ekstra sart, kan man smøre sig med for eksempel Warming basiscreme, Locobase repair, Decubal, Panthenol salve eller Ceridal hver morgen og aften. INGEN af disse cremer indeholder parabener.

Der er mange faktorer, der kan forårsage sarte slimhinder i vulva. Opsøg derfor egen læge for at få undersøgt nærmere, hvis du har problemer med sarte slimhinder i vulva trods overholdelse af nævnte forholdsregler.