Vulvodyni

Udarbejdet af DSVL – bestyrelsen

Vulvodyni betyder smerte i de ydre kønsorganer.

Årsagen til smerterne kender vi ikke.
Smerten kan være til stede i et enkelt område, som regel ved skedeindgangen, men den kan også være mere udbredt.

Smerten kan være konstant eller kun opstå i forbindelse med berøring, samleje eller brug af tamponer i skeden.

Smerten kan have eksisteret fra første tampon eller samleje. Den kan også være opstået efter år uden problemer. Vi ved ikke, hvor mange der lider af vulvodyni. Lidelsen er meget tit overset eller mistolket. Vulvodyni rammer dog oftest yngre kvinder.

Symptomer
Samleje kan være umuligt eller kun kunne gennemføres med smerter. Smerterne kan fortsætte efter samlejet i halve til hele timer – af og til i flere dage. Vedvarende smerter eller bekymring for, hvorfor tilstanden er tilstede, kan medføre muskelspændinger i bækkenet. Herved opstår en anden form for smerte. Du kan således have flere former for smerter.

Følgesymptomer:

·      Dårligt humør og nedsat livsenergi uden du af den grund har en depression, der er behandlingskrævende.
·      Nedsat eller ingen sexuallyst. Det giver tørhed i skeden i forbindelse med samleje.

Som regel forsvinder følgesymptomerne, når smerten ophører. Når du har vulvodyni, kan du også have problemer med slimhinderne i andre organsystemer, især i blære og tarm.

Undersøgelse
Ved undersøgelsen taler du med lægen om din sygehistorie.
Lægen undersøger forsigtigt dine ydre kønsorganer og vurderer hud og slimhinder. Du får kun lavet en gynækologisk undersøgelse med instrumenter, hvis det er nødvendigt og du selv er indforstået.

Behandling
Behandling af vulvodyni er ikke let og er hos mange kvinder noget som foregår over måneder. Det er individuelt, hvilken form for behandling der passer.

Anvendte behandlinger er:
·       lokalbedøvende creme,
·       massage af de ømme områder med mandelolie eller silicone glidecreme
·       behandling hos en fysioterapeut med specialuddannelse i underlivssmerter
·       nogle steder anvendes en speciel type smertestillende piller
·       pause med p-piller

LINK til artikel i Lægemagasinet skrevet af læge ph.d og leder af vulvaklinikken på Århus Universitetshospital, Mette Meinert.

LINK til informationsvideo om vulvodyni

Guideline om vulvodyni fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi