Videregående kursus i vulvalidelser
Kursus i vulvalidelser
Fredag den 7. november 2025 afholdt DSVL et videregående kursus i vulvalidelser for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, jordemødre samt fysioterapeuter fra hele landet.
Kurset var målrettet deltagere, som enten havde gennemført DSVL’s basiskursus i vulvalidelser eller havde tilsvarende grundlæggende erfaring inden for området.
Dagen havde fokus på diagnostik og korrekt terminologi i journalføring. Der blev arbejdet systematisk med undersøgelse og beskrivelse af vulvalidelser, herunder hvordan kliniske fund formuleres præcist. Undervisningen tog udgangspunkt i patientcases baseret på kliniske fotos, som blev gennemgået og diskuteret i plenum.
Derudover var der erfaringsudveksling i både plenum og mindre grupper, hvilket gav mulighed for faglig refleksion og videndeling.
Der var også fokus på anvendelse af hjælpemidler ved vulvalidelser, herunder hvordan patienter instrueres og vejledes med henblik på tryghed, effekt og individuel tilpasning.
Dagen blev afsluttet med psykologiske perspektiver og konkrete sproglige værktøjer til klinisk praksis. Her blev der arbejdet med, hvordan sundhedsprofessionelle kan tale om seksualitet i en klinisk kontekst, også når man ikke er sexolog. Der blev gennemgået en samtalemodel udviklet i Sexologisk Center, suppleret med praktiske øvelser.