Kønsvorter

Udarbejdet af
Jacob Peter Tolstrup, læge
Mette Meinert, overlæge, ph.d.

Hvad er kønsvorter?
Kønsvorter, også kaldet kondylomer, er den hyppigst seksuelt overførte sygdom, der skyldes infektion med humant papillomavirus, HPV. Der findes over 100 genotyper af HPV og cirka 30-40 af disse kan inficere området omkring endetarmen, ano-genitalområdet, og kønsorganerne.
HPV-type 6 og 11 er årsag til cirka 90 % af tilfældene med kønsvorter, mens HPV-type 16 og 18 står for 70 % af tilfældene med livmoderhalskræft, cervixcancer.

Hvordan smitter kønsvorter?
HPV er meget smitsomt og omkring 80 % af seksuelt aktive rammes af infektion med HPV.
Infektion med HPV er oftest forbigående og ufarlig. Hos cirka 10 % bliver infektion med HPV dog kronisk og kan da forårsage udvikling af blandt andet kønsvorter.
Fra man er blevet smittet med virus, til der kan ses kønsvorter, kan der gå fra 3 uger til 8 måneder. Typisk går der 2 til 3 måneder.
Disponerende faktorer for smitte med kønsvorter:

  • mange seksualpartnere
  • svangerskab
  • immunosuppression*

*Forekomsten af kondylomer er større hos immunsupprimerede. Kondylomer findes oftere hos HIV-patienter, patienter i immunsupprimerende behandling, dårligt regulerede diabetikere. Vulvadysplasi/cancer og cervixdysplasi/cancer forekommer hyppigere hos disse grupper af patienter, hvorfor der skal tages biopsier på vid indikation.

Hvordan ser kønsvorter ud og hvad er symptomerne?
Kønsvorter viser sig som vorter, der sidder enkeltvis eller i grupper. De kan være stilkede eller have en karakteristisk overfladestruktur, som minder om et blomkålshoved.På tør hud er de mere faste, mens de på slimhinder er fugtige. Slimhinden i vagina er meget foldet og ujævn og kan derfor let forveksles med kønsvorter.Kønsvorter er ikke nødvendigvis det første symptom, men kan i stedet være blødninger, irritation, kløe og smerter. Kønsvorter kan sidde på kønslæberne, på klitoris, i skedeåbningen, inde i skeden, på livmoderhalsen, i mellemkødet, inde i og omkring endetarmen og/eller i svælget.

Hvordan behandles kønsvorter?
Der findes forskellige behandlingstilbud alt efter antallet af kønsvorter og placeringen af disse. Egen læge, hudlægen eller gynækologen kan fortælle, hvilken behandling der er tilpasset én.

Kontrol af kønsvorter
Der er ved alle former for behandling stor risiko for, at kønsvorterne kommer igen eller opstår andre steder.
Selv om alle kønsvorter fjernes, kan infektionen bliver kronisk. Det betyder, at man ikke slipper af med virus, og at der kan dukke kønsvorter op igen senere i livet. Man ved ikke, hvorfor nogle slipper helt af med infektionen, mens den for andre bliver kronisk.
Behovet for kontrol er individuelt bestemt.

Hvordan kan man forebygge smitte med kønsvorter?
Vaccine mod de hyppigste HPV-typer, der kan give kønsvorter og celleforandringer, er fundet effektiv og sikker Vaccinen kan ikke fjerne de kønsvorter, der er til stede, men kan beskytte mod andre HPV-typer, som man endnu ikke er smittet med.
På nuværende tidspunkt findes der tre vacciner på markedet. Gardasil®, som beskytter mod HPV-type 6, 11, 16 og 18, Cervarix®, som beskytter mod HPV-type 16 og 18 og Gardasil® 9, som beskytter mod HPV-type 6, 11, 16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58. Piger får tilbudt gratis vaccination med Cervarix® i forbindelse med børnevaccinationsprogrammet ved det fyldte tolvte år.
Kondom beskytter mod smitte med HPV, men ikke 100 %, da virus også kan sidde andre steder end på det område, som kondomet dækker.

Graviditet og kønsvorter
Kønsvorter påvirker ikke graviditeten.
Er man gravid må man ikke blive medicinsk behandlet. Frysning eller kirurgisk behandling kan dog foretages hos gravide. Kønsvorter, som fremkommer under graviditeten, kan svinde spontant efter fødslen, hvorfor det anbefales at afvente med behandling.

Man skal ikke lade sig HPV-vaccinere når man er gravid!